Fra Microsoft til The Central. Velkommen Catarina!

14.09.2021

The Central vokser. Ikke kun på antallet af interessante opgaver og spændende, dygtige kunder og samarbejdspartnere – vi er også blevet lidt flere.

For nylig trådte Catarina Nedertoft Jessen ind på de gule gulve og blev del af holdet i Nørregade. Catarina kommer fra Microsoft, hvor hun primært har arbejdet med intern kommunikation, men også været tovholder på eksterne kampagner og rådgivet om brug af sociale medier.

Catarina er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har skrevet for bl.a. Dagbladet Information, Fyns Amts Avis og ungdomsmediet Format.

”Jeg glæder mig meget til at sætte min faglighed i spil i et så spændende og dynamisk et bureau som The Central. Min baggrund fra såvel den danske medieverden som en global virksomhed, giver mig et solidt afsæt for at arbejde med bureauets mange forskellige kunder,” siger Catarina.

I The Central vil Catarina rådgive bureauets kunder baseret på sine solide erfaring med intern kommunikation og sit kendskab til det danske medielandskab – kombineret med en stærk forretningsforståelse fra Microsoft Danmark.

”Hos The Central stræber vi efter at levere strategisk rådgivning og energisk eksekvering, hver gang. Og så samler vi på mennesker, der helt basalt er fremragende til at kommunikere og kan skabe positiv energi blandt kolleger og kunder. Sådan et menneske er Catarina, og vi er meget begejstrede for, at hun nu er blevet en del af The Central”, siger adm. dir. Henrik Røjgaard.